tirsdag den 15. november 2016

Dagbladet Information - Er fryseren blevet sidste stop inden skraldespanden?

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad


Næsten hver anden dansker har UFO’er liggende i fryseren. Vi narrer os selv til at tro, vi er gode, ved at fryse madrester ned – blot for at smide dem ud et år senere.

Kan du genkende situationen: Vi gemmer en rest fra aftensmaden i fryseren til senere brug. Vi glemmer at skrive ned, hvad det er, og hvornår vi har frosset det.

Der går et stykke tid, måske endda op til et år.

Den lille uformelige rest bliver glemt og forvandles stille og roligt til en UFO (Uidentificeret Frossent Objekt).

Og en dag skal fryseren afrimes, og vi finder UFO’en i skammekrogen, hvorefter vi kyler den ud. Og så begynder vi forfra med at fylde op.

Er vi omsider blevet mere bæredygtige - eller bruger vi blot de hurtige fix til at skubbe problemerne ud i fremtiden?

Hvad nytter det at købe en effektiv A+++ mærket fryser, hvis vi glemmer at afrime den - og derudover fylder den op med døde madrester? Hvad nytter det at plante egne æbletræer i haven med gode danske æbler, mens man samtidigt fortsat køber supermarkedsæbler fløjet ind fra den anden side af kloden?

Vi er ikke glade for spild og skal helst være så grønne som muligt. Men når problemet er ude af syne, er det også ude af sind. Derfor narrer vi os selv ved at skyde problemet til hjørne og fryse madresterne ned for blot at glemme dem. Når vi ikke længere kan se dem, er de ikke længere et problem for os.

Årsager til UFO’erne i fryseren er mange: Man glemmer maden, man glemmer at skrive datoen ned, man kan ikke gennemskue, hvad der er i pakkerne, det er for besværligt at tø op – og man fryser ned i for store portioner og når ikke at spise det hele, efter at maden er tøet op. Derved bliver fryseren sidste stop inden skraldespanden.

Ifølge en Epinion-undersøgelse for Stop Spild Af Mad har næsten hver anden dansker UFO’er liggende i fryseren. For fire ud af fem af os er det ren og skær forglemmelse, når vi ikke får spist maden i vores fryser.

Henrik Egede, direktør i hvidevarebrancheforeningen FEHA, siger, at en gennemsnitsfamilie bruger mellem 320 og 1.000 kr. om året på fryserens elregning.

Det svarer til ca. 14 pct. af den årlige elregning lidt afhængig af, hvor ofte der afrimes - gør man det ikke, er forbruget noget større. Derudover påpeger Henrik Egede, at de glemte frostvarer er tredobbelt spild: af tid, ressourcer og energi. Ikke for at glemme, at det også er madspild.

Hvis man ikke ønsker at omdanne sin fryser til hangar for UFO’er, skal man bevæbne sig med gode og nemme tricks:

Husk at portionsopdele, inden man fryser maden ned. Fryser man to liter chili con carne ned, skal man spise sig igennem to liter chili con carne, når man har tøet det op. Portionsopdeling giver langt bedre udnyttelse af maden.

At lave et fryse-register er også en god idé. Skriver man labels på den nedfrosne mad, har labels tendens til at falde af.

Men man kan i stedet lave et nummereringssystem, hvor man med tusch skriver et nummer på selve plastikposen/bøtten. Og i et register på papir, mobiltelefon, computer eller tablet noterer man nummeret sammen med, hvilken mad der er tale om, og hvornår det er frosset.

At spise op i sin fryser er altid en god idé. Det er en god idé at have alle UFO’er et synligt sted i fryseren. Og så én gang om måneden kaste sig ud i ’tøm fryseren-retter’. Biksemad, gryderetter, tærter og hjemmelavet pizza med frosne skjulte skatte kan være et hit. Især her inden jul er det en god idé at få tømt ud og gøre plads til julens gode overskud.

Og til sidst: Hav tjek på temperaturen. Et køleskab skal være mellem 3 og 5 grader og fryseren minus 18 grader. Og man skal sørge for, at rimlaget i fryseren ikke overstiger 5 mm. Overstiger rimlaget de 5 mm., vil man betale en større elregning til ingen verdens nytte.

Det behøver faktisk ikke være besværligt at bruge maden mere bæredygtigt i hverdagen. Men det kræver altså, at man fører de nye vaner hele vejen igennem.