bragt i Dagbladet Information den 20. januar 2016 -
http://www.information.dk/558839
Fonde og puljer støtter gladelig grønne projekter. Men når pengene løber ud, dør de fleste projekter. Ingen vil støtte drift, og frivilligt arbejde betaler ikke aftensmaden. Også selv om den består af rester.
De grønne ngo’er arbejder for gode sager, er uafhængige af økonomiske interesser og har i forbrugernes øjne høj troværdighed. Derfor vil så mange virksomheder gerne samarbejde med ngo’erne – i håbet om at lidt branding-tryllestøv må smitte positivt af. Men når det kommer til at tage ansvar – og betale for – den langvarige og vedvarende indsats for miljø og klima er interessen yderst begrænset.
Jeg talte i efteråret på en stor konference om madspild, hvor flere fødevarevirksomheder proklamerede, at deres gode overskudsmad skulle komme udsatte til gode.
Så rejste stifteren af den lille, frivillige forening Det Runde Bord sig op. Det Runde Bord er en ny frivillig organisation mod madspild, som griber – bogstaveligt talt – bjerge af god, frisk overskudsmad og videreformidler maden til hjemløse og udsatte. Logistikken kræver penge, som en frivillig forening som Det Runde Bord ikke har, men paradoksalt nok var fødevarevirksomhederne ikke parate til at betale.
Ingen støtte til drift
Finansieringen af den grønne omstilling er et evigt dilemma. Hvis man som en grøn ngo skulle være så heldig at få støtte fra en fond eller pulje, er de fleste projekter dødsdømt, når pengene løber ud. For ingen fonde eller puljer vil støtte selve driften.
Med andre ord er det nærmest indbygget i vores samfund, at de små ngo’er ikke varer ved – men blot bliver et farverigt indslag på dagsordenen, inden the establishment går videre til næste emne.
Også selv om vi taler om ngo’er, der utrætteligt driver den grønne omstilling og påvirker forbrugere til at handle mere grønt og bæredygtigt i en grad, som virksomheder og industrien bliver nødt til at forholde sig til, og så det ender med at skabe ny grøn vækst.
Ngo’er og virksomheder kan sammen skabe en gigantisk påvirkning. Desværre er disse partnerskaber i dag ofte som døgnfluer. Når indsatsen er overstået, TV Avisens kamera er slukket, og virksomhederne har fået deres kryds i CSR-beretningen, går virksomheden tilbage til den daglige rutine. Ngo’en står tilbage på egne ben, lige fattig og uden økonomisk sikkerhed for at kunne gennemføre morgendagens aktiviteter.
Mindre madspild er industri
Danmarks madspild er på fem år mindsket med 4,4 mia. kr. Flere supermarkeder tjener penge på gode datovarer, som de tidligere smed ud, og storkøkkener leverer millionbesparelser pga. fokus på madspild. ’Mindre madspild’-trenden er i sig selv blevet en industri.
Tænk, hvis de fattige ngo’er, som netop havde været med til at igangsætte mindre madspild-bølgen i Danmark, fik bare en brøkdel af de 4,4 mia. kr. til at udbrede deres arbejde. Tænk, f.eks. hvor mange millioner måltider god overskudsmad foreningen Det Runde Bord kunne uddele hvert år.
Det må ikke lyde som klynk – men blot mane til eftertanke.
Økonomisk bæredygtig
Det frivillige arbejde betaler ikke aftensmaden, også selv om den består af rester.
Grøn omstilling skal gøres økonomisk bæredygtig for alle, som driver den. Nej, de grønne ngo’er skal naturligvis ikke i lommen på industrien og virksomhederne, for de skal stadig bevare deres integritet.
Men der bør etableres puljer og fonde, som har et langsigtet fokus. Som vil støtte grønne projekter, der varer mere end et halvt år ad gangen. Og som giver penge til dygtige ngo’er, der brænder for sagen – frem for dyre konsulenter, for hvem fondsfinansierede projekter blot er et levebrød.
Forpligtende samarbejder med ngo’erne kendetegner den professionelle og ansvarlige virksomhed i 2016. Den investering vil fremtidens forbruger belønne – men virksomhedernes mange velmenende ord må følges op af penge og vedvarende handling. Der udstedes ikke fribilletter til den grønne omstilling.
De grønne ngo’er arbejder for gode sager, er uafhængige af økonomiske interesser og har i forbrugernes øjne høj troværdighed. Derfor vil så mange virksomheder gerne samarbejde med ngo’erne – i håbet om at lidt branding-tryllestøv må smitte positivt af. Men når det kommer til at tage ansvar – og betale for – den langvarige og vedvarende indsats for miljø og klima er interessen yderst begrænset.
Jeg talte i efteråret på en stor konference om madspild, hvor flere fødevarevirksomheder proklamerede, at deres gode overskudsmad skulle komme udsatte til gode.
Så rejste stifteren af den lille, frivillige forening Det Runde Bord sig op. Det Runde Bord er en ny frivillig organisation mod madspild, som griber – bogstaveligt talt – bjerge af god, frisk overskudsmad og videreformidler maden til hjemløse og udsatte. Logistikken kræver penge, som en frivillig forening som Det Runde Bord ikke har, men paradoksalt nok var fødevarevirksomhederne ikke parate til at betale.
Ingen støtte til drift
Finansieringen af den grønne omstilling er et evigt dilemma. Hvis man som en grøn ngo skulle være så heldig at få støtte fra en fond eller pulje, er de fleste projekter dødsdømt, når pengene løber ud. For ingen fonde eller puljer vil støtte selve driften.
Med andre ord er det nærmest indbygget i vores samfund, at de små ngo’er ikke varer ved – men blot bliver et farverigt indslag på dagsordenen, inden the establishment går videre til næste emne.
Også selv om vi taler om ngo’er, der utrætteligt driver den grønne omstilling og påvirker forbrugere til at handle mere grønt og bæredygtigt i en grad, som virksomheder og industrien bliver nødt til at forholde sig til, og så det ender med at skabe ny grøn vækst.
Ngo’er og virksomheder kan sammen skabe en gigantisk påvirkning. Desværre er disse partnerskaber i dag ofte som døgnfluer. Når indsatsen er overstået, TV Avisens kamera er slukket, og virksomhederne har fået deres kryds i CSR-beretningen, går virksomheden tilbage til den daglige rutine. Ngo’en står tilbage på egne ben, lige fattig og uden økonomisk sikkerhed for at kunne gennemføre morgendagens aktiviteter.
Mindre madspild er industri
Danmarks madspild er på fem år mindsket med 4,4 mia. kr. Flere supermarkeder tjener penge på gode datovarer, som de tidligere smed ud, og storkøkkener leverer millionbesparelser pga. fokus på madspild. ’Mindre madspild’-trenden er i sig selv blevet en industri.
Tænk, hvis de fattige ngo’er, som netop havde været med til at igangsætte mindre madspild-bølgen i Danmark, fik bare en brøkdel af de 4,4 mia. kr. til at udbrede deres arbejde. Tænk, f.eks. hvor mange millioner måltider god overskudsmad foreningen Det Runde Bord kunne uddele hvert år.
Det må ikke lyde som klynk – men blot mane til eftertanke.
Økonomisk bæredygtig
Det frivillige arbejde betaler ikke aftensmaden, også selv om den består af rester.
Grøn omstilling skal gøres økonomisk bæredygtig for alle, som driver den. Nej, de grønne ngo’er skal naturligvis ikke i lommen på industrien og virksomhederne, for de skal stadig bevare deres integritet.
Men der bør etableres puljer og fonde, som har et langsigtet fokus. Som vil støtte grønne projekter, der varer mere end et halvt år ad gangen. Og som giver penge til dygtige ngo’er, der brænder for sagen – frem for dyre konsulenter, for hvem fondsfinansierede projekter blot er et levebrød.
Forpligtende samarbejder med ngo’erne kendetegner den professionelle og ansvarlige virksomhed i 2016. Den investering vil fremtidens forbruger belønne – men virksomhedernes mange velmenende ord må følges op af penge og vedvarende handling. Der udstedes ikke fribilletter til den grønne omstilling.
