torsdag den 7. juni 2012

Semiokolog.dk - Kan Rio+20 redde verden?

af Selina Juul, stifter af forbrugerbevægelsen Stop Spild Af Mad

bragt på Semiokolog.dk den 7. juni 2012 -
http://www.semiokolog.dk/kan-rio20-redde-verden-af-selina-juul/


Vi nærmer os nu slut juni og FN’s konference om global bæredygtighed Rio+20. Hvad angår klimaforandringerne er udfordringerne nogle af de største, verdens landbrug nogen siden har oplevet. Mange internatonale konferencer knytter optimisme til forventningerne til Rio+20, men off the record og behind the scenes rundt omkring på konferencerne er stemningen præget af usikkerhed: Rio+20 må ikke ende som en ny COP15.

FAO blæste allerede i 2009 vagt i gevær i den daværende rapport ”How to Feed the World in 2050”: Klimaforandringer repræsenterer een af de største trusler for den globale fødevaresikkerhed. På Welthungerhilfe’s fornyligt afholdte internationale konference i Bonn, “Move! United for Sustainable Development”, som jeg talte på, lød der deprimerende budskaber fra andre talere om landbrugets kamp for overlevelse i fx Burkina Faso og Nicaragua.

Flere steder i Afrika er plaget af desertification, dvs. transformation af dyrkbar landbrugsjord til ørken. Når en landmand i Burkina Faso fx graver en brønd, bliver brønden pga. nye ekstreme vejrforhold tørlagt blot fem år efter. I Afrika syd for Sahara svarer landbrugets fødevaretab ude på markerne til 20 mia. kroner årligt. Noget, som kan afhjælpes ved forbedring af infrastrukturen i hele værdikæden. Mange steder i Afrika mangler der bistand-folk on the ground – dvs. folk, som kvalitetssikrer, at ulandsjælpen til landbruget bliver implementeret de rigtige steder og hjælper Afrika til at blive selvforsynende.

I Nicaragua er landbruget udfordret pga. uberegnelige klimaforandringer, og fremskrivninger viser, at i 2050 vil hele 118 regioner i Nicaragua opleve yderst vanskelig adgang til rent vand. Landmænd i Nicaragua har brug for viden og systematisering, så de står bedre rustet mod de voksende klimaforandringer.

Man skal ej heller glemme problematikken med befolkningstilvækst, som peger på 9 mia. mennesker på Jorden i 2050. Hvis alle skal have adgang til mad til den tid, skal vi producere 70% mere mad, end vi gør i dag. Befolkningstilvæksten truer bl.a. klodens biodiversitet, som er en vigtig ressource for landbruget og fødevareproduktionen. Biodiversiteter i forvejen truet af urbanisering, skovrydning og forurening.

Både EU og FN’s Ban Ki-moon peger på vigtigheden af reduktion af det globale madspild – food losses i u-landene og food waste i de industrialiserede lande– som een af løsningerne til at bekæmpe den truede globale fødevaresikkerhed. Men løsningen med mindskning af madspildet kan ikke stå alene, og det er vigtigt at kigge på hele værdikæden og hele infrastrukturen. Der er brug for at tænke i nye grønne LEAN løsninger og grøn vækst.

Men fødevarer er blot en del af et større nexus, og da jeg talte på den tyske regeringskonference Bonn2011 Nexus sidste år, var fokus rettet mod både vand, energi og fødevarer, som indgår i en sammenhængende treenighed. For vi er også nødt til at forholde os til Peak Oil scenariet, i en fremtid, hvor olien slipper op. Konferencens anbefalinger blev videregivet til Rio+20.

Kan Rio+20 redde verden? Vil de nye UN Millennium Consumption Goals (MCG) blive en realitet? Kan vi nå at vende udviklingen?

Alle de gode intentioner på Rio+20 kan ikke stå alene, hvis de enkelte aktører ikke er parate til grøn omstilling. Heldigvis er der noget, der tyder på en voksende grøn bølge, større medansvar og større fokus på vedvarende vind- og bioenergiløsninger, mere økologi samt implementering af nye grønne LEAN vækst løsninger. På Bonn konferencen sagde Tysklands fhv. Miljøminister Klaus Töpfer, at ”we can get rich now and clean up later”-tankegangen ikke længere er bæredygtig. Vi skal derfor i gang med en cirkulær tankegang for at skabe et nyt biobaseret samfund med fokus på grøn omstilling, intelligent anvendelse af ressourcerne, cirkulær økonomi, forskning, innovation og ny teknologi.

Det er ikke Rio+20’s ansvar at redde verden – det er vores eget. Og måske bør vi ikke vente på resultaterne fra Rio, eller en Rio+40, Rio+60, osv.

Måske skal vi bare gå i gang og selv handle lige dér, hvor vi kan.